Maj - Juni - Sprogskole Rom

OPDATERET den 22 maj.

Fra den 11. til den 25. maj er jeg på sprogskole i Rom hos EF International Language Campus, Via del Teatro Valle 20, i Roms centrum.

Det er et særligt italiensk sprogkursus for personer der er over 50 år.

Det bliver spændende. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i skole igen. Jeg skal til optagelsessamtale mandag den 13. maj. Håber ikke jeg bliver indplaceret i Børnehaveklassen, selvom det måske kunne være ganske underholdende.

Dagene kommer nok til at ligne hinanden lidt, så jeg forventer ikke at opdatere hver dag. Mens jeg er i Rom bor jeg på Nonneklostret "Casa Mater Ecclesiae"  på Monte del Gallo, som ligger ikke langt fra Vatikanet.

DAG 1.

Vi var mødt ca. 30 mennesker op i Teatro del Valle til vores første undervisningsdag. Heraf 4 mænd og resten kvinder fra hele verden i deres bedste alder.

Men først skulle vi testes, så man kunne se hvem der skulle i hvilke klasser på hvilke niveauer. Vi var 10 personer der kom i den videregående, mens 20 kom i begynder klassen. Desværre kom alle de smukke kvinder i begynderklassen.

Men jeg kom i den videregående klasse med Adriano, som lærer, som i øvrigt er ekstrem dygtig. Hvis jeg skal bruge lidt sprog fra cykelverdenen, så var vi flere der var ret mærket på den første stigning. Men jeg holdt fast med neglerødderne i bordpladen. Vi sluttede kl. 17.00. Der var jeg træt i mit lille hoved. Hjem i seng. 

DAG 2

Vi var 10 i går på det videregående hold. I dag er vi kun 7. Jeg har Adriano mistænkt for at holde et rimeligt højt tempo op ad stigningerne. De 3 var faldet tilbage til grupettoen (begynderholdet). Jeg fik et bravo fra Adriano i min italienske præsentation af København som turistby. man må sole sig i det lys der er.

I morgen skal vi lave rigtig pasta sammen med en ægte italiensk kok, altså med fingrene nede i dejen. Derfor sluttede vi dagen af med at lære italienske madlavningsverber, så vi kunne forstå hvad kokken sagde. Man kunne sige sig selv at et land som Italien, som er så glad for mad, har mange forskellige ord for arbejdsprocesserne i et køkken. Så vi terpede verber. Hvilke verber - hvilke bøjninger. O Tempora - O Mores.

Så følgende dage bliver rigtig spændende. 

Fredag og Lørdag var Charlotte fra Team JungleRaft 24 forbi. Det blev til den store tur rundt i Rom. Den blev en helt fantastisk tur.



Til venstre et billede af vores elskede studie-administrator, - Roberta - som kan smelte et isbjerg blot ved at smile til det






Mandag var det hverdag igen i skolen. Temaet var italiensk kultur og geografi. Mit Yndlingsemne. Jeg har efterhånden fundet min plads nede bag i klassen - lige som i foleskolen, dog uden at have fødderne oppe på bordet eller kaste med viskelæder, men jeg er jo nok heller ikke den stille type.


De kommende dage byder på Vinsmagning fa vine fra hele Italien, Byvandring i Trastevere og ikke mindst Streetfood i Rom